MYRDEDE SJÆLE

En dejlig lun majaften med duft af syrener. En glad fødselsdagsfest for en stor gruppe unge mennesker, forvandles til et ondt mareridt for Stine. De sidste shots var tæt på at slå benene væk under hende. Hun vidste godt, at hun ikke skulle have drukket dem, men de var bare gledet ned, uden hun lagde mærke til det. Og nu havde hun et helt akut behov for frisk luft. Hun stod for sig selv i mørket udenfor og trak vejret i store åndedrag for at komme af med opkastningsfornemmelsen. Luften var fyldt med en stærk og sød syrenduft, der lagde sig som en tung og kvalmende dyne over hendes sanser. Hun kunne skimte en bænk, hvor hun ville sætte sig og samle kræfter. Men en arm lagde sig om hendes hals og trak hende væk. Hun nåede ikke at skrige, før en hånd blev holdt hen over hendes mund. Hun frygtede for sit liv, og hvad han ville gøre ved hende. Hun ville skrige højt, men kunne ikke få en lyd ud. Alt hvad hun kunne, var at indsuge den vamle syrenduft gennem tørklædet, han havde stoppet i munden på hende.

En kold voldtægtsforbryder er løs, og Stine bliver ikke hans eneste offer. Han myrder sjæle.

Bogens handling er inspireret af en virkelig voldtægtssag.


Hvorfor skrev jeg “Myrdede sjæle”?

 

 

Ved et tilfælde læste jeg artikelserien VIDNESBYRD i Information hvor 35 kvinder har beskrevet en voldtægt, som de havde været ude for. 35 meget forskellige sager – og som aldrig var blevet anmeldt. Læsningen var for mig meget forfærdende og gribende, og da jeg tidligere havde læst om en ikke særlig kendt serievoldtægtssag i Danmark for flere år siden, inspirerede det mig til denne kriminalroman, hvor omdrejningspunktet er voldtægt i flere af dens uhyggelige afskygninger. Læs nogle af disse vidnesbyrd for at forstå, hvilken situation disse kvinder er og har været i. Det er skræmmende, og man forstår, hvordan voldtægt påvirker offeret i mange år.

Min roman udkommer i november 2017.

https://www.information.dk/jegblevvoldtaget

 

 


Citater fra “Myrdede sjæle”

 

 

”Jeg havde tillid til ham, han virkede som en rar og pålidelig fyr. På min egen alder. Jeg var ret fuld, og jeg troede, han ville hjælpe mig hjem. Han … han pressede mig op mod muren og gjorde det inde i den der port, og bagefter fulgte han mig til stationen. Som om der ikke var sket noget. Han holdt mig endda i hånden, sagde farvel og kyssede mig, da toget kom. Jeg var bare helt stiv – ligesom i en trance. Kunne ikke sige noget, turde ikke råbe af ham eller be’ ham skride. Han købte også en kaffe til mig. Jeg kunne ikke sove i flere dage, men jeg anmeldte det aldrig. Han ringede oven i købet flere gange efter og ville mødes. Jeg tror slet ikke, han opfattede det som voldtægt.”

 

”… hver gang han købte ind hos Irma, cashede han samtidigt 300 kr. i kontanter, så han kunne spare op til sine eftermiddagsbesøg hos en af pigerne på Vesterbro. I den gamle lejlighed med 3 værelser på en lang gang. Med den midaldrende kvinde i stuerummet med alt for meget make-up, og som sad i en 70’er-agtig læderlænestol ved et glasskrivebord med strikketøj i vindueskarmen. Som tog imod hans penge og lagde dem ned i en gammeldags metalboks og spurgte, om han ville have en kvittering. Det ville han ikke. Han havde ringet i forvejen og vidste at Melanie var ledig, så han kunne gå direkte ind på hendes værelse med den sterile seng og det rødlige lys.”




SOM EN BESÆTTELSE
STIKKERLIVKVIDERING ELLER MORD?

2014

Da journalisten Benjamin tilfældigt skriver om et århusiansk stikkerdrab under Besættelsen, aner han ikke, at han har stukket fingrene ned i en gammel uopklaret sag, som nægter at dø og som har trukket sine blodige spor langt frem i tiden. Han bliver besat af at dykke ned i krigens hemmeligheder og opdager, at de mange drab har medført åbne sår i hans egen familie.

1944

Var mordet på den unge Nina under Besættelsen en likvidering eller et mord? Hvorfor skulle hun dø, og hvem var det, som gjorde det? Alt blev mørkelagt både under Besættelsen men også i mange år efter. Men hvorfor? Hvad skulle skjules?

1967

Da en skoleinspektør findes skudt i en skov i Århus, bliver det som en besættelse for en stædig politimand at opklare alle fortidens mørke hemmeligheder. Men han finder snart ud af, at ingen ønsker sagen opklaret – og mindst af alt hans chefer i politiet. Hvem var skoleinspektøren i virkeligheden, og hvad var hans rolle under krigen? Hvilken forbindelse havde han til Nina, og hvorfor skulle de begge og mange andre myrdes? Og pludselig bliver hans egen fortid en del af den dystre sag.

En ny krimi med højt spændingsniveau af Klaus Enghvidt Olsen om mord i både fortid og nutid.

Download de 3 første kapitler gratis på www.saxo.com eller læs udvalgte citater fra bogen nedenunder





Udvalgte citater fra “Som en besættelse”

1967

“Han udstødte et forskrækket skrig og slap med et sæt mandens skulder. De åbne øjne havde brændt sig fast indeni ham. Hvorfor var han her? Hvad var der sket med ham? Han så kun de tomme grå øjne, mens han halvt løb halvt kravlede tilbage over skovbunden i retning af sin cykel. Han løb som et forskræmt egern, mens han snublede over grene, og faldt næsten forover i skovbunden, men endelig fik han sig selv i balance og kom op i fuld højde, da hun pludselig stod lige foran ham.

Han skreg bare højt. Vidste ikke, hvad han så.”

 

1944

“Man kunne høre mandens åndedræt, som han gik foran de to andre i sin pæne sorte frakke. Ingen kunne vide, hvad han tænkte på. Kunne han regne ud, hvad der skulle ske? Grå, velpressede bukser. Ulastelige. Sikkert fra England. Han passede på ikke at træde de mest fugtige og mudrede steder for ikke at snavse sine sorte, velpudsede sko til, men da han faldt om, var det med ansigtet lige ned i mudderet. Der lød nogle baskende lyde og nogle hæse skrig fra nogle overraskede fugle i trækronerne, men ellers var alt stille. Som manden midt i de smattede blade, hvor anemonerne endnu ikke havde fået kraft nok til at bryde frem. Han rørte sig ikke. De to skud i nakken havde dræbt ham øjeblikkeligt.”


Det skriver læserne:

 

En rigtig spændende roman om besættelsen. Bogen er utrolig svær at løsrive sig fra. Handlingen strækker sig over flere årtier, og man bliver derfor nysgerrig på at finde ud af, hvordan alle personerne er viklet ind i både fortid og nutid.






LIHOU DOKUMENTERNE
MORD I FINANSKRISENS KØLVAND

Christian Bjørn er en kreativ iværksætter, som medierne elsker. Har startet det ene spændende techno firma efter det andet, er gift med den smukke Rebecca, bor i et palæ nord for København og kan tiltrække de bedste medarbejdere til sine virksomheder i rivende udvikling. Han har et stort behov for finansiering, og banker og investorer har stået i kø for at bakke ham op og for at tjene penge. En succeshistorie uden sidestykke.

Men bag de guldrandede facader er det begyndt at krakelere. Finanskrisen sætter sine spor, investorerne begynder at spørge efter resultater, revisorerne vil have regnskaber, medierne vil have billeder … og en søndag eftermiddag bliver en ung advokatfuldmægtig fundet død foran glas- og-stål-kontoret i det fine Hellerup. En ung advokat, som har været meget tæt på Christian og som har hjulpet ham med de indviklede selskabskonstruktioner. Har han begået selvmord eller er han blevet kastet ud fra bygningen?

Hvad Christian ikke havde forudset var, at hans kreativitet og iværksætterlyst ville skabe så meget grådighed omkring ham, at det også ville føre til mord, forfølgelse og vold. Da han til sidst desperat sidder i det op til halsen, går han i panik. Og så går det først rigtigt galt.

 

Download de første 3 kapitler gratis på saxo.com

 


Anmeldelser:

Krimisiden skriver:

***

“En ganske underholderholdende krimi fra finansverden. Man kan godt mærke på den front, at forfatteren kender til den finansielle verden. Det hele er let fortalt så det også for en udenforstående er let at følge med.”

Krimi – Cirklen skriver:

“Forfatteren har skrevet en meget realistisk, spændende og medrivende thriller og giver et godt og forståeligt indblik i hvordan sådan et cirkus bliver konstrueret. Kort sagt en fremragende historie.”

Læserne skriver:

*****

“En krimi der er spændende fra start til slut. Den gemmer på mange overraskelser, og er derfor meget svær at lægge fra sig når man først er begyndt. Den er rigtig godt skrevet, og man kan tydeligt fornemme, at forfatteren har sat sig godt ind i stoffet. Jeg kan varmt anbefale denne krimi,”  skriver en læser hos Arnold Busck. 

”Det er sgu en god start af ny forfatter med gode karakterer, læsevenlig på e-bog og fin intensitet”, skriver en læser hos Saxo.com

”Den er spændende og velskrevet med gode persontegninger. Et meget vellykket projekt, der er helt på højde med andre spændingsromaner”, skriver en læser

”Sammenhængende og højt tempo”, skriver en læser.

Interessant krimi med fokus på processen blandt mennesker med relationer til såvel den forurettede som morderen fremfor fokus på jagten efter den skyldige. Let læst pageturner,” skriver en læser hos Saxo.com


Citater fra “Lihou dokumenterne”

.

“Han vidste, at hans virksomheder kun hang sammen ved hjælp af sindrige finansielle konstruktioner og mærkelige skuffeselskaber på Kanaløerne, i Caribien, på mystiske småøer i Stillehavet. Det var ikke noget han bevidst havde gjort eller bevidst havde planlagt på den måde. Det var bare sket, fordi den ene plan nødvendiggjorde den anden. Det var ligesom en kæde, hvor der hele tiden skulle sættes nye led i. Det var først nu, at han var begyndt at indse, at konstruktionen var alt for svag. At den ikke ville kunne bære. Han var begyndt at indrømme for sig selv, at han havde fået penge af sine investorer på falske løfter, havde brugt en stor del af dem på eget forbrug. Han vidste, at pengene var mere end tabt, han vidste, at det var et spørgsmål om dage, før det hele ville brase sammen om ørerne på ham, han vidste, at alt for mange vigtige og afslørende dokumenter …”

.

Det var meget tydeligt, at overfaldsmanden havde travlt, for det var som om, han i et brøkdel af et sekund var i tvivl om, om han skulle fortsætte, eller han skulle blive. Martin stod blot og gloede svajende på ham, mens han holdt om sin ømme, dunkende skulder. Den anden var over et hoved højere end Martin, og nu drejede han hurtigt om mod den sammensunkne Martin, og med en knytnæve så stor som en bowlingkugle, hamrede han næven i ansigtet på Martin, som uforberedt trimlede om i perlegruset med en skrig som en anskudt fasan.”



Klaus Enghvidt Olsen


Klaus E. Olsen er født i 1959 og har mere end 30 års erhvervserfaring – dels som direktør og leder og dels som ledelseskonsulent på topniveau. Han har boet mange år i udlandet – London, Moskva, New Zealand og Sydamerika og bor nu i Nordsjælland. Han arbejder nu som Head of Business Development for PostNord.

”Jeg har sat mig for at skrive kriminalromaner i forskellige miljøer. Jeg synes for eksempel, at der findes for få kriminalromaner, som foregår i et ‘business-miljø’. Forretningsverdenen kan ofte være præget af store beslutninger, som rammer ondt ned i enkelte menneskers liv, så der burde jo være nok at tage fat på for en kriminalroman. Sager som for eksempel Nordisk Fjer, Stein Bagger og Thorsen/Trads-sagerne giver masser af inspiration med grådighed og egoisme som store drivkræfter. Ganske vist førte det ikke ligefrem til mord, men her tager krimi-forfatterens fantasi over! Derfor skrev jeg LIHOU DOKUMENTERNE”, siger Klaus E. Olsen.

“Jeg er enormt interesseret i 2. verdenskrig og har læst stort set alt, hvad der findes om emnet – bl.a. også om den danske besættelse. Derfor fik jeg lyst til at skrive en bog om det – og det blev til SOM EN BESÆTTELSE. Livet er fyldt med dilemmaer, hvor det er vanskeligt at skelne mellem ret og uret, og bogen handler om de mange moralske konflikter, der opstår, når man i en krig skal dræbe sine modstandere – i dette tilfælde danske stikkere” fortsætter han.


2 x krimi debut fra erfaren erhvervsleder

”Der er alt for få krimier, der foregår i forretningsverdenen – og som er realistiske og ikke bare fremstiller forretningsfolk som nogle dumme svin”, mener Klaus Enghvidt Olsen. LIHOU DOKUMENTERNE giver et nuanceret billeder af en iværksættertype, som kommer ud over kanten og går i panik.


Bog nr. 3 er allerede ved at blive skrevet! Klaus Enghvidt Olsen er i gang med at skrive de næste 3 bøger. “Jeg har det bedst med at have gang i at skrive flere forskellige bøger samtidigt,” siger han. Bog nr. 3 er også en kriminalroman men denne gang ikke om det “traditionelle” mord. Det handler om en mindst lige så voldsom forbrydelse – nemlig voldtægt. Efter at have udgivet hele 2 bøger i 2016, så vil den næste bog først udkomme i 2017. Her vil man kunne følge nogle af hovedpersonerne fra LIHOU DOKUMENTERNE.